Desværre er ligestilling bestemt ikke et emne der ligger regiringen på sinde. Vore ligestillingsminister er den tredie i rækken der slet ikke tager sit resort-område alvorligt. Hun startede med at sige, at vi allerede har ligestilling i Danmark, hun meldte sig i koret af dem der bruger ligestilling som (endnu) et våben at slå indvandrere i hovedet med, og hun har siden kun været på banen for at afvise at gøre noget ved det ene og det andet. Senest har hun afvist at tage affærer i anledning af, at loven om kønsopdelte lønstatistikker (stort set) ikke efterleves – endda med det argument, at det er fagforeningerne burde gøre noget.

Det er ikke fordi, jeg som udgangspunkt efterlyser en masse indgreb og lovgivning, men når ligestillingsministeren (og regeringen som helhed) er så passiv, som tilfældet er, så påvirkes både debat og handling; Det mindste man kunne forvente af ministeren er, at hun signalerer, at ligestilling er vigtigt.

Antette Vestergaard vil væk fra de stramme tøjler og de snævre grænser – de grænser vi sætter for hinanden og for normaliteten, og som vi (og, siger hun, især kvinder) straffer overskridelse af med udelukkelse og bagtalelse. Vi har, siger hun, brug for at slippe kontrollen og slippe kontrollen af hinanden. På en civiliseret måde. Vi skal kort sagt tilbage til at give det normale vide rammer.

Jeg blev i godt humør af at læse det. Det er rart at støde på seksuel diskurs der er positiv i sit udgangspunkt.

Jeg har i snart lang tid gået og tumlet med at finde en stemme i den køn-debat, der trods så mange indlæg syn’s at stå fast i gentagne forsimplinger om køns-betinget adfærd og om hvordan mænd og kvinder bare er. Og ikke mindst i pegen fingre. Anledningen til at jeg så fik gjort noget ved det er et par kroniker i Politiken – af Susanne Giese 14.11.2009 og af Martin Munch 24.10.2009 – som diskuterer køn, feminisme, og kønnenes muligheder i Danmark. En spændende debat, men osse en frustrerende debat fordi så meget af den kommer handle om at overføre ansvar (og skyld) til nogen andre. Frustrerende, fordi den så meget kommer til at handle om netop skyld og om at være stakkels.

Men at debatten er frustrerende skal ikke afholde os fra at deltage – for den er vigtig. Afgørende, hvis vores børn (eller bliver det børnebørn) skal slippe for at trækkes med det samme mønstre som vores generation har fået i arv.